Skip to main content

Jagten på den gode idé – Casper Jarlstad fortæller

Indehaver af Jarlstad Industries, Casper Jarlstad, er nærmest født med værktøj i hånden. Med særligt sin far og bedstefar som selvstændige rollemodeller, har Casper, fra helt lille dreng, været inspireret til at få og eksekvere idéerne.

Det er jo bare at gribe værktøjet og føre det ud i livet, som han selv siger.

Vedholdende iværksætteri

Jarlstad Industries er kommet for at blive

Til dagligt indtager han rollen som værkfører og indehaver på det vækstende svejseværksted, der ligger i fred og ro i Himmerlandets Hadsund.

Her er der indrettet til produktion af idéer fra flere loyale kunder, imens der assisteres kreativt med bl.a. konstruktionstegning samt faglig sparring om optimering af fremstillingsprocessen, samtidig med at der tænkes strategisk og skaleres på forretningen.

Derudover er der også plads til, at familielivet plejes, og det betyder meget for Casper, når dagligdagen er travl, og byder på spændende opgaver, at familien også trives.

Siden december 2020 er Jarlstad Industries vokset fra 1 til 5 ansatte (årsværk), og væksten fortsætter. Det insisterer både kunderne og Casper på.

Fra voice recorder og bæredygtig katalysator til whiteboards og magneter

Ambitionerne har altid været store. Det samme har nysgerrigheden. Og jagten på den gode idé har til tider været rigtig lang. Men Casper vil ikke være noget af rejsen foruden. Det har nemlig alt sammen kastet masser af læring af sig.

Her følger et oprids af nogle af de idéer, der kommer fra Casper.

Voice recorder med ekstrem teknologi

Én af de mange idéer involverer en lydoptager, der henvender sig til B2B-markedet. Her var idéen, at lydoptageren automatisk skulle transskribere samtaler til møder, og derefter gengive de vigtigste bulletpoints og sende referat direkte til mail efter mødet.

Casper fik dog stoppet sig selv med øje for kompleksiteten og dens omkostningsniveau, før en egentlig prototype kom i spil.

Grøn Ammoniak Katalysator

Efter en årrække med kommercielt ansvar i marineindustrien, satte Casper alle sejl ind på et projekt, der med en ny type katalysator til skibsmotorer renser motorrøgen, når der sejles på grøn ammoniak (et af fremtidens nye e-brændstoffer som Methanol og Hydrogen).

Her var det især det bæredygtige aspekt, der drev værket. Casper fik samlet et team af elektro- kemi- og proces- ingienører, og projektet blev døbt ‘Keytoe’ som i “Nøglen til elektro-brændstoffer”.

Kælderen blev indrettet til formålet: Der skulle nørdes i motor- og røggasteknologi – og det blev der. Casper tog idéen med på Acceleratoren: “Innovativ Vækst”, hvor han konkurrerede med andre iværksættere om betalt arbejdstid + sparring og pengepræmier.

Revolutionerende Whiteboards

Inden ‘Keytoe’ drev Casper, fra sit lille studiekammer, fyldt af reoler, en webshop, med sidenhen lidt større showroom faciliteter, der forstyrrede markedet for whiteboards.

Virksomheden pustede liv i mødelokalerne, men også læringsdeling på gangene.

Nu kunne virksomheder og institutioner købe whiteboards i farver, og endda formet som talebobler med mere.

Dertil kunne man også erhverve sig magnetiske procesværktøjer til at guide en bestemt mødetype, eller blive inspireret i en bestemt retning til de mange møder, der afholdes i erhvervslivet.

Her var det især lysten til at udfolde sig kreativt og at få de gode idéer, sortere dem og føre de bedste ud i livet, som satte sit præg på de mange produkter, han udviklede og producerede.

Virksomheden nåede sågar at udvikle læringsværktøjer i samarbejde med den lokale folkeskole.

Uvurderlig rejse

Læringen på rejsen har været ganske værdifuld, ifølge Casper.

Alle de erfaringer, han har gjort sig med iværksætteri, og i det kommercielle erhvervsliv, har formet og styrket ham til, at han i dag står som værkfører hos Jarlstad Industries.

Den erfaring kan ikke købes for penge eller læres i en bog.

At skabe noget med hænderne

Der er ingen tvivl om, at iværksætterrejsen, for Casper, bærer stort præg af at skabe noget med hænderne.

Ofte er det gennem fysiske produkter, vi mennesker ser noget komme til liv, udvikle sig og vokse sig større.

Fælles for alle Caspers idéer er, at de er blevet arbejdet godt og grundigt med, imens de er blevet undersøgt og eksekveret på forskellige måder. Det har krævet en hel del vedholdenhed.

Men han har også stor interesse i at skabe noget gennem sine ideologier, gennem tanker og med mennesker i fokus.

At skabe noget med hovedet og gennem fællesskab

For selvom værktøj og konstruktioner altid har ligget Caspers hjerte nært, er han også drevet af at skabe noget gennem fællesskabet.

Det sker som regel ved at samle mennesker om et fælles formål, som der samlet arbejdes hen mod, med umage, arbejdsomhed og pålidelighed i centrum.

Det at arbejde efter et fælles formål har Casper arbejdet med siden sine helt unge dage. Blandt andet som lærlingeformand for Dansk Metal. Og nu mærker medarbejderne hos Jarlstad Industries samme følelse af sammenhold, mening og formål.

Drivkraften, for Casper, er at se noget vokse, samtidig med at der gøres en forskel på samfundsmæssigt plan.

Fokus på at bygge maskiner og konstruktioner, der gør en forskel

Og den samfundsmæssige forskel tilstræbes hver dag på værkstedet i Hadsund. Her drives alle medarbejdere af at skabe maskiner og konstruktioner, der på en alle anden måde bidrager til, at vores samfund bliver et bedre sted at være.

Den innovative tankegang skinner nu igennem på en lidt anden måde.

Konstant arbejder teamet hos Jarlstad Industries på at optimere arbejdsprocesser, strømline produktion og spare tid. Her tænkes der kreativt med henblik på øget effektivitet, samtidig med at kvaliteten sikres.

På samme tid bygges der maskineri, inventar og specialværktøj, som hjælper, når der skal svejses specialopgaver. Disse innovationer deles mellem alle smedene.

Sidst, men ikke mindst, kommer innovation frem, når kunderne rådgives i forhold til at bygge nye konstruktioner, eller når teknisk tegning foregår i huset.

Jarlstad Industries – svejsninger til maskiner og konstruktioner

Tiden, du tog dig til at læse dette indlæg, har garanteret været dyrebar. Derfor takker vi dig for at læse helt til ende.

Hvis du gerne vil vide mere om, hvordan vi hjælper dig, maskinproducenter og entreprenører med svejsninger, er du meget velkommen til at kontakte os.

Du kan også læse mere om vores certifikater og sporbarhed i dette blogindlæg.