Skip to main content

MIG/MAG-svejsning eller TIG-svejsning?

Indenfor manuel svejsning er MIG/MAG-svejsning og TIG-svejsning nok de to mest anvendte svejsemetoder på et værksted. Dem anvender vi naturligvis også hos Jarlstad Industries. Men hvornår skal du vælge MIG/MAG-svejsning, og hvornår skal du vælge TIG-svejsning? Det kommer an på et par forskellige ting – og det kan du læse mere om længere nede. Du må også gerne se videoen, hvor vores værkfører, Casper, viser og fortæller om de to svejsemetoder.

Den ene kontra den anden

Som det er med så mange ting, så har begge svejseprocesser både fordele og ulemper. Vi prøver at gøre det overkommeligt for dig, der står og skal vælge mellem de to svejseprocesser.

3 ting at overveje

3 overordnede ting, du skal overveje, når du skal vælge mellem MIG/MAG- og TIG-svejsning:

  • Varmepåvirkning og godstykkelsen på dit emne
  • Svejsningens placering og formen på dit emne
  • Det visuelle look på din konstruktion og din svejsning

MIG/MAG-svejsning

Varmepåvirkning og godstykkelsen på dit emne

Når et emne udsættes for varme, som f.eks. ved svejsning, absorberer det varme og afleder igen ved nedkøling. Dette skaber spændinger og krympninger i metalfibrene – det er varmepåvirkning, og dette kræver opmærksomhed – fordi områder med stor temperaturforskel medfører deformationer. Desto højere godstykkelse i emnet, desto flere fibre er der til at holde naturligt igen og mindske risikoen for deformation eller plade-flimmer.

TIG-svejsning har en meget varm indbrænding, og da TIG-svejsning kræver længere tid på samme område, kan det skabe en for stor varmepåvirkning. MIG/MAG-svejsning har en koldere indbrænding og fordeler varmen hurtigere. Der bør dog være tilstrækkelig med gods i svejseemnet til at modtage tilsatstråden. I tyndgods vil der opstå situationer, hvor der er mere belæg for at TIG-svejse.

Men bør du så kun TIG-svejse i mindre gods, imens du MIG/MAG-svejser i større gods? Lad os tage et kig på en variabel mere.

Svejsningens placering og formen på dit emne

Den anden variabel er svejsningens placering og formen på dit emne. TIG-svejser du fx hele vejen rundt om et rør, kl. 6-12 og spejlvendt kl. 6-12, vil der være balance i varmepåvirkningen.

TIG-svejser du på et lille emne, kan hele emnet absorbere varmen og aflede den igen, relativt ligeligt med rimelig varmefordeling.

TIG-svejser du derimod inde midt på en tynd plade, så vil det bule op eller ned, parallelt med varmepåvirkningen, hvis ikke man har magt over emnet. I sådan en situation vil en koldere penetreret MIG/MAG-svejsning egne sig godt.

Til gengæld vil man oftest kunne TIG-svejse pladeemner rundt – uden store udfordringer.

Skal der lægges mange svejsemetre rundt på et emne, så vil TIG-svejsning være noget mere tidskrævende end MAG-svejsning.

Omvendt, skal der sikres en tæt svejsning med fuld gennembrænding, så kan TIG-svejsning være at foretrække omkring et lille rør, imens MIG/MAG er rigtig fint rundt på fx et tank-svøb.

Der er dog en tredje variabel, der bør spille ind i dine overvejelser.

Tig-svejsning og MIG/MAG-svejsning

Det visuelle look på din konstruktion og din svejsning

Der er forskel på, hvordan det visuelle udtryk tager sig ud på hhv. en MIG/MAG-svejsning og en TIG-svejsning.

Og der er det værd at overveje, når du skal vælge mellem de to svejsemetoder.

MIG/MAG-svejsning

MIG/MAG-svejsningen udføres i én samlet proces, hvor tråden bliver fremført mekanisk fra svejsemaskinen, så både tråd og varme tilføres med samme hånd. På samme tid kan du justere hastigheden noget højere og regulere din svejsning synergisk fx med eller uden sildebens-look, så det endda næsten ligner TIG. MIG/MAG-svejsning, kan godt efterlade enkelte slagger, samt svejsesprøjt, som bør fjernes før efterbehandling.

TIG-svejsning

TIG-svejsningen udføres lidt anderledes end MIG/MAG-svejsning. Her tilføjer svejseren tråd med den ene hånd, samtidig med at varme tilføres med den anden. Det ender med et dråbeformet udtryk, der ligger på række efter hinanden. Sådan tager det visuelle sig typisk ud på en TIG-svejsning. Ved de bredere svejsesøm har svejseren endda indøvet en teknik med rullende side til side bevægelse, som giver et flettet look af svejsesømmen. TIG-svejsning er også en ren svejsning, som kræver emnerengøring forud, men efterlader en helt ren svejsning.

MIG/MAG vs. TIG-svejsning

Nu har du læst, eller set og hørt, hvilke overordnede overvejelser du bør gøre dig, inden du vælger hvilken svejsemetode, du vil bruge. Og det gælder uanset om du skal svejse selv, eller du står overfor at skal bestille en svejseproduktion hos en leverandør.

Spørgsmål angående svejsemetode?

Du er altid velkommen til at kontakte os hos Jarlstad Industries, hvis du har brug for rådgivning om valg af svejseproces; MIG/MAG- eller TIG-svejsning, til din næste opgave.

Kontakt os direkte her.

Tak fordi du læste med.